Skildpadder og skrivebordskokke

Så er endnu en arkæolog faret i flæsket på stenaldermad. Dr. phil Klaus Ebbesen har sendt en harmdirrende kronik til Jyllands-Posten med synspunktet, at stenaldermad er fup, for vi spiser jo ikke “ørne, måger, spætter, svaner, storke, pelikaner, traner, spætter, krager, lappedykkere, skarv, hejrer og skalleslugere”. Til gengæld putter vi salt og olivenolie på maden, og det gjorde Grok ihvertfald ikke, ha!

Men det er jo slet ikke dét, som er essensen af den moderne kostretning, der kaldes “stenaldermad” eller “paleo” (og som iøvrigt er vidt forgrenet – jeg vil tro “vi” skændes mere indbyrdes end med tilhængerne af de konventionelle kostråd).

Essensen er at undgå sukker og korn, noget som de tidligste mennesker kun meget sjældent havde adgang til, og som beviseligt medvirker til at gøre moderne mennesker fede og lidende af en række andre livstilssygdomme.

Det ville Klaus Ebbesen vide, hvis han, der ellers er så belæst, havde taget sig tid til at læse en af de mange bøger om stenaldermad, istedet for at gå i kødet på Thomas Rode Andersens kogebog, der er en simpel opskriftssamling og ikke en videnskabelig afhandling.

Ebbesen kalder i øvrigt Thomas Rode en “skrivebordskok” – manden der siden 1996 har været køkkenchef og direktør på Kong Hans. Så ved man allerede i indledningen, at skribenten har skruet hovedet lidt af, når han skal forholde sig til noget nyt og alternativt. Og det var da også lige før, jeg ikke orkede at læse kronikken, men den skal hermed anbefales, for det er altid spændende at læse om, hvad “man ved”, at stenaldermennesker rent faktisk spiste. Ikke hønseæg, frø og nødder, men skildpadder og sæler, ja, kort sagt alt der kan krybe og gå af animalsk.

Jeg fik da en trang til skildpaddesuppe og kom i tanke om, at det er længe siden, jeg har spist krybdyr. Det bliver et nytårsforsæt.

Godt nytår!
Godt nytår!