Dyreprint

Kate Moss
Kate Moss

Katte på kendisser

Nu er dette jo ikke kun en blog om mad, men også om stenalderlivsstilen. Og det er ikke undsluppet min opmærksomhed, at dyreprint er toptrendy – også som børnetøj. Det er især kattedyrene, der præger catwalk og kendisser.

Senest er Cameron Diaz blevet spottet med en leopard tank top til hvide jeans, sandaler og tasker. Scarlett Johanneson er fotograferet i en lårkort og langærmet Saint Laurant kjole med en lækker leoparddetalje ved brystet. Heidi Klum er gået all in med en ærmeløs leopardkjole til sandaler med ankelrem. Og stilikonet Kate Moss kombinerede for nylig en chiffon leopard top med et par sorte skinny jeans og ballerinaer.

Dyreprint er en altid tilbagevendende tendens i modebilledet. Alt tyder på, at zebrastribede, leopardprikkede, slangemønstrede og krokodilleprægede accessories i god kvalitet aldrig skal smides ud, for de kommer altid på mode igen indenfor max fem år. Mennesket har siden tidernes morgen smykket sig med dyreprint, oprindeligt pelsen fra dyrene, for at holde varmen. Måske klædte Grok sig i rovdyr, fordi han mente at kunne overtage noget af dyrets kraft, måske fordi han bare synes det var cool.

Kenzos løve
Modedyr fra Kenzo

Løver fra Kenzo til Småfolk

I dag går vi ikke rundt med kåber af flåede bjørne eller løver, men rovdyrene lever videre på tekstiler til både børn og voksne.

Det danske sportsmærke Hummel, der ellers mest er kendt for retro fartstriber og en stiliseret bi, har designet leopardprikkede heldragter, t-shirts og bukser til børn. Marmar og Petit Sofie Schnoor tænker i de samme baner. Mini Rodini går i zebrastriber, og de er ikke bare sort/hvide, men også grønne. Green Comfort har designet de sødeste snørestøvler med dyreprint – vælg mellem zebrastriber og leopardprikker.

Børn der er til farlige dyr, kan også vælge mindre subtile varianter, hvor typisk løver er direkte afbilledet. Således har både Cost:bart, Danefæ og Småfolk ladet sig kraftigt inspirere af japanske Kenzo, der i 2012 sendte logo sweatshirts med løver på gaden. Sweatshirts som blev revet væk.

Øko-løve fra Danefæ
Øko-løve fra Danefæ

Øko eller ikke øko?

Jeg er ingen stor fortaler for økologi og derfor heller ikke økologisk bomuld. Der er meget fup og hykleri i den branche. Men det er klart, at når man går op i, hvad man spiser, og undgår uforarbejdede fødevarer, fordi de er fyldt med sukker og vegetabilsk olie, så fører det med, at man også begynder at tænke lidt over kvaliteten af det tøj, man giver sine børn og sig selv på.

Og det er da utroligt, at noget stangtøj stinker så meget, at øjnene løber i vand, og at det i dag forventes som en selvfølge, at man skal vaske nyt tøj, inden man tager det på.

Øko-tilhængere er villige til at betale betragteligt mere for deres varer, det er den primære forskel på øko og ikke-øko, men der er ofte også en mærkbar kvalitetsforskel. Ihvertfald når det gælder tøj.