Idyllisering af fortiden?

Nu skal det jo ikke hedde sig, at man lever i fortiden, blot fordi man spiser fortidsmad. Forfatteren af denne blog er selvsagt taknemmelig for at leve i et postindustrielt samfund.

Stenalderkvinder døde under fødsler, og stenaldermænd blev spist af (større) rovdyr. Stenalderbørn omkom af simple infektioner. Stenalderfolk sloges om adgangen til mad, vand og læ. En brækket arm var en katastrofe, og selv den mindste rift kunne medføre blodforgiftning. De første mennesker var prisgivet naturen – de havde ingen penicillin, og alt skulle laves fra bunden. Jeg misunder dem ikke.

Alligevel er der meget, vi i dag kan lære af stenaldermenneskets livsstil: Find mad, spis, sov og få børn – i pauserne skal der leges og fortælles historier. Det behøver ikke være så indviklet.

Moderne menneskers livsstil giver stress. Vi køber huse, vi ikke har råd til, og fylder dem med ting, vi ikke har brug for. Vores forbrug, der langt hen ad vejen er skabt af det vi tror, andre forventer af os, tvinger os til at arbejde +40 timer om ugen med opgaver, som i mange tilfælde er meningsløse i sig selv – vi gør det kun, fordi det giver penge på kontoen.

Mange børnefamilier indretter sig i dag fuldstændig sindssygt med to timers pendling hver dag til far og/eller mor, og børn der vansmægter hele dagen i institution med minimal voksenkontakt. Og når de endelig kommer hjem, skal de i seng!

Vi dør i stort omfang i trafikulykker. Grok ville sandsynligvis blive sindssyg efter fem minutter på en motorvej i myldretiden.

Grok var ind imellem tvunget til at faste og risikerede også at dø af sult. Vi dør før tid, fordi vi spiser for meget og for usundt. Forarbejdede fødevarer er fyldt med sukker, hærdet fedt og tomme kalorier, der gør os fede og (sandsynligvis) øger risikoen for sukkersyge, hjertekarsygdomme, kræft, barnløshed, depression, angst og demens.

Til forskel fra Grok har vi valgmuligheder; vi kan vælge at bruge teknologi, der forlænger vores liv og giver det værdi (f.eks. vacciner, e-bøger, køleskabe, læderstøvler, sofaer, rødvin, røget laks).

Vi kan vælge at begrænse vores brug af teknologi, der nedsætter vores livskvalitet og måske endda forkorter vores liv (f.eks. motorcykler, tv, fitnesscentre, wienerbrød, lakridskonfekt, stilethæle, løbesko).

Den økonomiske og teknologiske udvikling har lettet mennesket fra byrden med at skaffe mad og drikke. Det er en relativt lille indsats, der i dag skal til for at få mad på bordet. Vi skylder vores formødre og forfædre at gøre det ordentligt.


3 meninger om “Idyllisering af fortiden?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *