Skildpadder og skrivebordskokke

Så er endnu en arkæolog faret i flæsket på stenaldermad. Dr. phil Klaus Ebbesen har sendt en harmdirrende kronik til Jyllands-Posten med synspunktet, at stenaldermad er fup, for vi spiser jo ikke “ørne, måger, spætter, svaner, storke, pelikaner, traner, spætter, krager, lappedykkere, skarv, hejrer og skalleslugere”. Til gengæld putter vi salt og olivenolie på maden, og det gjorde Grok ihvertfald ikke, ha!

Men det er jo slet ikke dét, som er essensen af den moderne kostretning, der kaldes “stenaldermad” eller “paleo” (og som iøvrigt er vidt forgrenet – jeg vil tro “vi” skændes mere indbyrdes end med tilhængerne af de konventionelle kostråd).

Essensen er at undgå sukker og korn, noget som de tidligste mennesker kun meget sjældent havde adgang til, og som beviseligt medvirker til at gøre moderne mennesker fede og lidende af en række andre livstilssygdomme.

Det ville Klaus Ebbesen vide, hvis han, der ellers er så belæst, havde taget sig tid til at læse en af de mange bøger om stenaldermad, istedet for at gå i kødet på Thomas Rode Andersens kogebog, der er en simpel opskriftssamling og ikke en videnskabelig afhandling.

Ebbesen kalder i øvrigt Thomas Rode en “skrivebordskok” – manden der siden 1996 har været køkkenchef og direktør på Kong Hans. Så ved man allerede i indledningen, at skribenten har skruet hovedet lidt af, når han skal forholde sig til noget nyt og alternativt. Og det var da også lige før, jeg ikke orkede at læse kronikken, men den skal hermed anbefales, for det er altid spændende at læse om, hvad “man ved”, at stenaldermennesker rent faktisk spiste. Ikke hønseæg, frø og nødder, men skildpadder og sæler, ja, kort sagt alt der kan krybe og gå af animalsk.

Jeg fik da en trang til skildpaddesuppe og kom i tanke om, at det er længe siden, jeg har spist krybdyr. Det bliver et nytårsforsæt.

Godt nytår!
Godt nytår!

Stenaldermad ud af huset

Der florerer en masse myter om, hvad stenaldermad er, og de mange forskellige stenalder”skoler” bidrager da også selv til forvirringen. Hvor meget ost, kartofler, ris, honning osv. bør der indgå? Her kan man i nogle kostfrelste kredse hurtigt få at vide, at man er en idiot, hvis man putter fløde i kaffen, ja, overhovedet drikker kaffe.

Det virker som om, der bliver flere og flere dogmer indenfor ernæring, selvom de 8 officielle kostråd, der før nærmest var mejslet i sten, nu har tabt troværdighed. Men der er ikke noget mad, som i sig selv er rigtigt eller forkert. Det handler om, hvad du personligt har det godt med at spise – og det handler om mængder. Nogle tåler tomater, andre gør ikke!

Indrømmet, når man hører de typiske fordomme om, at “stenaldermad er 100% kød”, eller “stenaldermad er da også glutenfri kornsorter”, så føles det som en bevidst vilje til at misforstå. Men det er ikke bevidst: Folk ved simpelthen ikke hvad det drejer sig om, fordi de ikke gider sætte sig ind i det, og fred være med det.festmad

Af samme grund er det skønt, når man støder ind i folk, som udmærket ved hvad det handler om. Ikke mindst når man er “på jagt” efter fødevarer til hverdag og fest. Mange leverandører af diner transportable vil sige: “stenaldermad, ja ja, det fikser vi”. Og så sender de bunker af kuvertbrød med ordren. Så er der andre, som ved hvad vi skal bruge, og så behøver man ikke forklare så meget eller bruge penge på mad, der ikke bliver spist. Et eksempel fra Midtsjælland er Frimann’s Gourmet. Her kan du regne med, at når du bestiller stenaldermad, så får du stenaldermad.

Festmad er i sagens natur mad med hovedvægten lagt på fisk, kød og grøntsager. Korn er traditionelt brugt til at få maden til at række længere, men denne drøjning er næppe et behov hos den typiske køber af diner transportable.

Stadig flere catering firmaer er bevidste om kundernes mangeartede maddogmer og tilpasser gerne menuen til stenaldermad, hvis de da ikke ligefrem har specialiseret sig i stenaldermad.

Men husk nu at tage hensyn til hele selskabet. Det kunne jo godt være, at der var nogle af dine gæster, der gerne vil spise brød til!

Du dør af stenaldermad

Forskerverdenen er fyldt med ærekære mennesker, der er alt andet end objektive – de er nemlig først og fremmest optaget af at have ret. I stedet for iskoldt at se på, hvad der virker og ikke virker, hvad der kan dokumenteres og ikke, er de optaget af at lede efter resultater, der bekræfter, hvad de altid har sagt. At sige “vi tog fejl” eller endnu værre “jeg tog fejl” er uhyre sjældent blandt eksperter, ikke mindst ernæringseksperter.

Det er derfor med en vis skadefryd nogle tilhængere af de officielle kostråd modtager en ny undersøgelse, der viser at low carb/high protein indebærer en forhøjet kræftrisiko.

Inden de klapper i deres kornfede hænder, skal de lige klappe hesten. Studiet, der omfatter 6300 amerikanere i alderen 50-65 år, er ifølge Weekendavisen 7. marts 2014 allerede falsificeret.

Der er udskilt en gruppe, som i døgnet inden de blev interviewet havde indtaget mindst 20% proteiner. Denne gruppe har man sammenlignet med de andre, som havde spist en kost med under 10% proteiner. Over de følgende 18 år havde høj protein-gruppen 75 % øget risiko for at dø af kræft sammenlignet med lav protein-gruppen.

Proteinerne kom fra kød- og mejerivarer. Hmmm… mejerivarer er ikke stenaldermad. Og hvilken type kød er der spist? Fisk? Rødt kød? Leverpostej? Hvad er fedtprocenten? Forarbejdningsgraden? Og hvor mange grøntsager eller kornprodukter er der spist? Kommer proteinerne fra bønner? Det oplyses der ikke noget om.

Ifølge epidemiolog Tim Key fra kræftforskningen på Oxford University er studiet slet ikke omfattende nok til, at man kan konkludere så firkantet på det.

Chefdiætist Catherine Collins fra St. George’s Hospital i London mener desuden, at oplysninger om de seneste døgns kost er alt for tilfældige til, at man kan konkludere ud fra dem.

Så du dør, helt sikkert, men af kræft? Pga. stenaldermad? Det ved vi ikke.

Memento mori
Memento mori

 

 Læs mere om studiet på Videnskab.dk

Slut forbudt

Jeg nåede heldigvis lige at få tjekket mit genom, inden FDA (den amerikanske fødevare- og sundhedsstyrelse) forbød 23andMe at sælge disse test.  Over en halv millioner mennesker nåede at komme med i puljen, og vi kan fortsætte med at sammenligne data indbyrdes. Det er ikke så ringe endda.

Men det er synd for dem, der købte kittet efter den 22. november 2013. De får nu pengene tilbage, for det kommer til at tage laaaang tid, før FDA får færdigbehandlet sagen.

Hvad er grunden til forbuddet? FDA giver risikoen for falske positive svar. Og de bruger som skræmmeeksempel den hypotetiske kvinde, der får at vide, at hun har stærkt forhøjet risiko for brystcancer og derfor, straks og uden tøven, forebyggende får bortopereret begge bryster, men dér var hun altså lidt for hurtig, for hun har slet ikke “brystcancergenet”: Testen viser falsk.

FDAs forsvarere anerkender, at en ikke-hypotetisk kvinde selvfølgelig vil lade sig teste igen for at være sikker, inden den irreversible handling foretages. FDA er med andre ord aldeles ligeglad med kvinden: De er bekymrede for, at sundhedsvæsenet bliver overbebyrdet med folk, der gerne vil have taget en ny test!

Og så er de sure over, at 23andMe ikke har været hurtige nok til at svare på FDAs henvendelser, mens de har ført sig frem på tv-reklamer. Dét er også frækt.

Den private virksomheds laboratorie følger imidlertid nøjagtig den samme standard som størsteparten af sundheds- og sygdomsrelaterede tests: Clinical Laboratory Improvement Amendments of 1988 – kendt som CLIA. Så det er ikke værre eller bedre end det sundhedsvæsen, som FDA bekymrer sig om.

Eller måske bedre? Ihvertfald til at kommunikere resultaterne – 23andMe.com er uovertruffen som informationskanal for genetiske pionerer.

Hvis man skal kritisere 23andMe for noget, har de brugt for mange ressourcer på markedsføring og for få på lobbyisme. Systemet er nemlig blevet rystet i sin grundvold over konceptets popularitet og konsekvenser for selvsamme system.

keep_calm_red

 

Glutenfascister?

Faldt lige over dette Politiken-skriv. Det trækker virkelig ned, at han bruger f-ordet, men det er jo Politiken. Bortset fra den skingre retorik, er der flere udmærkede betragtninger om, hvor socialt vigtigt det er at spise det, som de andre spiser.

“der er en særlig cirkel i helvede for folk, der svarer ’det spiser jeg desværre ikke’, medmindre de lider af alvorlig allergi, cøliaki eller har religiøse forbehold”, skriver Lars Dahlager, og smører tykt på, men det er jo rigtigt.

Fordømmelsen går bare begge veje.

Lasagnen
Lasagne, anyone?

 

 

Besat af sund mad

Filosoffen Eva Agnete Selsing har skrevet en interessant blog om tidens fokus på mad og sundhed. En sundhedsplejerske har påpeget, at børn af veluddannede, fedtforskrækkede forældre ofte er underernærede.

Det er meget mærkeligt, at man ikke tilpasser sine teorier om mad efter virkeligheden, hvad enten de er konventionelle kostråd eller de alternative “hypede” tendenser. Forklaringen er, som Selsing skriver, at mad er blevet en erstatningsreligion, med alt hvad dertil hører af dogmer og bud om “rent” og “urent”:

“Man er ikke medlem af en kirke, men har sin helt egen variant af kosher eller halal: hvad end det handler om paleo, Atkins, Ny Nordisk, økologi, gourmet eller noget ottende, er der regler, principper og mening. Vor tids ti bud skal findes i madpyramiden. Mad er identitet, livsindhold og eksistens.”

Så fik vi den!

Og så er der også mulighed for at føle sig frelst, hvis man kun er 80% paleo 🙂

Barn får is
Barn får is

 

 

Et paradigmeskifte gør ondt

Mainstream medierne forsøger med jævne mellemrum at trække tæppet væk under stenaldermad (også kaldet paleodiæter, low carb high protein/fat osv – kært barn har mange navne). Det lykkes kun ved hjælp af stråmandsargumenter. Dvs. at man tillægger sin modpart et synspunkt, som vedkommende ikke har, hvorefter man skyder dette synspunkt ned. Det svarer til at man i en fodboldkamp scorede på et fiktivt mål ved siden af det rigtige mål. Bravo.

Senest har Annette K. Nielsen været “kritisk” på den overfladiske mainstream mediemåde i Weekendavisen 19. april 2013, hvor hun anmelder Marlene Zuks bog Paleofantasy. What Evolution really Tells Us about Sex, Diet and How We Live.

F.eks. står der at stenaldermad ikke kan rumme mælkeprodukter, og det er jo dumt, for nordeuropæere har inden for de sidste 10.000 år udviklet et gen for laktosetolerans. Nu er det bare sådan, at det ved fortalerne for stenaldermad udmærket, og derfor siger de typisk, at man – hvis man trives med det – sagtens kan nyde (helst fede) mælkeprodukter.

Desuden skoses “paleofantasterne” for kun at spise kød, og det er jo dumt, for man har fundet rester af blade og plantematerialer i analyser af de tidlige menneskers tænder. Nemlig – og derfor har “stenaldernostalgikerne” jo også hele tiden hævdet, at stenaldermad består af kød og grøntsager.

Essensen af stenaldermad, eller hvad man nu vil kalde det, er at undgå eller stærkt begrænse sukker, sødemidler og andre hurtige kulhydrater. At det er en god idé henter man blandt andet dokumentation for i den viden, vi har om vores forfædres diæt.

Gå væk, onde kendsgerninger
Gå væk, onde kendsgerninger

 

 

 

 

Eliten hader bacon…

…og så alligevel ikke. Noget af det sjoveste ved Scenario (et tidskrift der udgives af Institut for Fremtidsforskning) er trendforsker Maria Mackinney-Valentins dissektion af en trend. I januarnummeret handler det om bacon, det salte kød med de fede striber.

Trendforskeren påpeger, at man nu kan få tandpasta, tyggegummi, milkshake og vodka med baconsmag samt baconstribede slips, sko og tørklæder. Og det er kun begyndelsen.

Salt er idag næsten lige så udskældt som sukker blandt dem, der lever af at tage vare på “folkesundheden”. Maria Mackinney-Valentin mere end antyder, at bacon-feberen er en reaktion mod denne folkeopdragelse: “Bacon hyldes, fordi det er helt forkert”.

Hun påpeger også, at bacon kan spises morgen, middag og aften, hvilket går fint i spænd med “den sæsonløse cyklus”, som man også ser i modebranchen, hvor skellet mellem dag- og aftentøj, sommer- og vintertøj er i opløsning.

Grok er også glad for bacon. Bacon er ligesom pølser, charcuterivarer, eddike, sennep og mælkeprodukter tillempede versioner af stenaldermad. Vores forfædre formentligt hverken saltede eller røg deres mad, og selvom bacon ikke er optimal stenaldermad, er det dog væsentligt bedre end korn. Bacon er f.eks. en god måde at give salt og sprødhed til en salat – meget lækrere end brødcroutoner.

Bacon tandtråd
Bacon tandtråd
Bacon bolcher
Bacon bolcher
Bacon tørklæde
Bacon tørklæde
Bacon duftlys
Bacon duftlys
Bacon plaster
Bacon plaster

Salt til dit æg

Salt smager fantastisk. På det blødkogte æg og den stegte flæsk, i salatdressingen og nøddebrøddet osv. Jeg sparer på saltet, men jeg er ikke salthysterisk.

Nogle hardcore stenaldermad-tilhængere er lige så meget anti-salt, som de er sukkerforskrækkede.  Det virker umiddelbart fornuftigt, da Grok formentligt havde ligeså lidt adgang til salt, som han havde til sukker.

Og så stemmer salt-leden jo også fint overens med Fødevarestyrelsens nye kampagne – noget er vi tilsyneladende enige om…?

Men, som det fremhæves på Kostbloggeren,  der citerer Gary Taubes artikel i Science, er det overkill at bede hele befolkningen om at skære ned på saltindtaget. Det er kun dem, der er decideret saltfølsomme, der skal passe så meget på, som kampagnerne påstår.

Caveman Doctor giver heller ikke meget for salt-alarmen. Vi har et fysiologisk behov for salt, især hvis vi spiser low carb.

Når man undgår forarbejdede fødevarer, går man helt automatisk glip af en masse salt, og hvis man heller ikke salter sin stenaldermad, risikerer man saltmangel, der kan medføre træthed. Er man en af de hidsigt motionerende CrossFit-typer, er det ekstra vigtigt at få salt.

Det anbefales derfor at nyde sin havsalt med god samvittighed.

Mule, marv og mave

Mikkel Sørensen, post.doc. i Afdeling for Forhistorisk Arkæologi på Københavns Universitet, skriver veloplagt og kritisk om stenaldermad i Weekendavisen Ideer 23. november 2012. Han skriver bl.a., at vores moderne forestillinger om stenaldermad hviler på et “forholdsvist løst og udefineret grundlag, set med arkæologiske briller”.  At kalde stenaldermad for jæger-samler-mad ville være mere logisk, især fordi dokumentationen for stenaldermads sundhed i høj grad stammer fra undersøgelser af nulevende jæger-samlere.

Det er velgørende for en gangs skyld at få modspil fra nogle, der har sat sig ind, hvad moderne stenaldermad går ud på, og tilmed har en ikke ringe viden om den mad, der rent faktisk blev konsumeret i stenalderen, nærmere bestemt Mesolitikum, der startede ved sidste istids ophør for omkring 11.600 år siden.

Menneskene fra den tid levede ifølge artiklen ikke primært af kød, men af fedt fra marv og indmad fra kronhjort og vildsvin. Men det var fisk, der dominerede diæten, i Ertebøllekulturen især den kalorierige ål, foruden torsk, hvaler, sæler, småfisk og skaldyr.

Studier af nunamiut-eskimoer viser, at de udelukkende spiste rensdyr, suppleret med rødder, urter og bær om sommeren. Men det rene kød, som vi foretrækker i dag, var ifølge Mikkel Sørensen hundeæde. Menneskene spiste:

“indmaden, nyrerne, mavesækken og tyndtarmen med indhold, og ganske særligt fedtet var foretrukket. Hovedet betragtedes som en stor delikatesse: Fedtet bag øjnene, hjernen, snuden og ganen blev spist med veneration. Om foråret spiste man også de nyudvoksede rensdyrgevirer samt de fede larver på bremser, der sidder på indersiden af rensdyrets skind.”

Velbekomme! Man fornemmer Mikkel Sørensens glæde ved at fremstille ægte stenaldermad så ulækkert som muligt. Dog skriver han senere, at eskimoernes “mest foretrukne ret var en blanding af fedt og marv fra knogler kogt sammen, tilsat fint skåret kød.” Så de har altså spist kødet.

En vigtig pointe i artiklen er, at man bliver udmagret, hvis man spiser rent kød. Kalorierne sidder i fedtet. Det kan derfor undre, at man i dag rådgiver overvægtige til at reducere indtaget af kød til fordel for kornprodukter.

Det er spændende at følge den ofte følelsesladede diskussion om hvilken slags animalske produkter, der blev spist i stenalderen, og hvilke vi bør spise i dag. Det ændrer imidlertid ikke på det, der er essensen af moderne stenaldermad: Undgå kulhydrater fra korn, sukker og sødemidler.

 

 

Lokale fødevarer – ikke kun godt

Local food bevægelsen er i opsving, ikke mindst på grund af stenaldermad. Mark Sisson er en behjertet fortaler for, at man køber dels økologiske, dels lokalt producerede fødevarer. Hvis man gerne vil prøve at leve som Grok, er begge dele jo umiddelbart logisk.

Men nu er der kommet en bog, der stiller sig kritisk overfor denne intense fokusering på nærområdets fødevarer. The Locavore’s Dilemma: In Praise of the 10,000-Mile Diet af Pierre Desrochers og Hiroko Shimizu, med universitetsgrader i hhv. økonomisk geografi og økonomi.

Forfatterne mener, at local food-bevægelsen baserer sig på følelser fremfor fakta, og deres bog er den første sammenfatning af ny forskning i alle aspekter af lokalt producerede fødevarer sammenlignet med det globale fødevaresystem, som i disse år bliver kritiseret sønder og sammen af grønne politikere og NGO’er.

Fakta:

  • Lokale fødevarer er ikke altid bedre for miljøet, den lokale økonomi eller forsyningssikkerheden. Tværtimod.
  • Det lokale smager heller ikke altid bedre eller indeholder mere næring end fødevarer fra den anden side af kloden.
  • Endelig er fødevaresikkerheden bare bedre, når store mærkevarer står til ansvar, end når den lokale bonde sælger ud ved stalddøren.

Miljømæssigt bygger local food på rene myter. Kun fire procent af energiforbruget fra fødevareproduktion stammer fra langdistance-transport. CO2-udslippet fra produktion af britiske tomater er f.eks. tre gange så højt som ved dyrkning af spanske tomater (luftforureningen ved opvarmning af de lokale drivhuse i det kolde nord overstiger luftforureningen ved transport af grøntsager fra syden). Tilsvarende er det bedre energiudnyttelse at importere sine sydfrugter end at lagre nordisk dyrkede frugter i et halvt år.

Det er da hyggeligt at handle på det lokale farmers market, især hvis man gerne vil vise naboen, at man har råd til at betale overpris for sine fødevarer. Men man skal ikke gøre det, fordi man gerne vil gøre miljøet, u-landene eller den lokale samfundsøkonomi en tjeneste. Pengene kan som bekendt kun bruges én gang, så når man betaler overpris går en mere bæredygtig lokal fortjeneste tabt.

Forfatterne i frugtafdelingen


Fuldkorn vs. kød

Der er meget debat, også blandt moderne stenalderfolk, hvor meget og hvilken slags kød, vi bør spise. Der er ingen tvivl om, at Groks kost primært bestod af animalske produkter, men hans kød var af en anden kvalitet end vores. Vildt har en anden fedtsammensætning end vore dages kornopfodrede dyr. Derfor anbefaler mange eksperter, at man, når man skruer op for proteinindholdet, primært gør det i form af fisk, kylling og magre udskæringer, når man altså ikke lige spiser græsfodrede dyr eller vildt.

Overlæge Peter K. A. Jensen bekræfter i denne artikel, at vi er genetisk tilpasset stenaldermad, dvs. en kost uden sukker og kornprodukter, men påpeger at kød fra firbenede dyr dengang var sundere, end firbenet kød er i dag. Derfor bør man skrue op for kødindtaget med omtanke.

Det lyder umiddelbart som en god idé at erstatte noget kød fra kornfodrede dyr med grøntsager, men der er også mange stenalderkritiske eksperter, der anbefaler at bytte kød ud med korn. De kræver hele tiden mere dokumentation for stenaldermad, uden selv med overbevisning at have dokumenteret det ernæringsmæssigt fornuftige i at spise kornprodukter.

Helt galt går det, når staten i form af Fødevarestyrelsen går sammen med landets største brødproducenter om at promovere fuldkorn – se kampagnen på fuldkorn.dk. De har bl.a. kåret Manu Sareen som “fuldkornsambassadør”. Som stenaldermad-tilhænger er jeg ligeglad: Manu og andre må spise havregrød, til det står ud af ørene. Men som skatteyder er det et dybt kritisabelt foretagende.