Skildpadder og skrivebordskokke

Så er endnu en arkæolog faret i flæsket på stenaldermad. Dr. phil Klaus Ebbesen har sendt en harmdirrende kronik til Jyllands-Posten med synspunktet, at stenaldermad er fup, for vi spiser jo ikke “ørne, måger, spætter, svaner, storke, pelikaner, traner, spætter, krager, lappedykkere, skarv, hejrer og skalleslugere”. Til gengæld putter vi salt og olivenolie på maden, og det gjorde Grok ihvertfald ikke, ha!

Men det er jo slet ikke dét, som er essensen af den moderne kostretning, der kaldes “stenaldermad” eller “paleo” (og som iøvrigt er vidt forgrenet – jeg vil tro “vi” skændes mere indbyrdes end med tilhængerne af de konventionelle kostråd).

Essensen er at undgå sukker og korn, noget som de tidligste mennesker kun meget sjældent havde adgang til, og som beviseligt medvirker til at gøre moderne mennesker fede og lidende af en række andre livstilssygdomme.

Det ville Klaus Ebbesen vide, hvis han, der ellers er så belæst, havde taget sig tid til at læse en af de mange bøger om stenaldermad, istedet for at gå i kødet på Thomas Rode Andersens kogebog, der er en simpel opskriftssamling og ikke en videnskabelig afhandling.

Ebbesen kalder i øvrigt Thomas Rode en “skrivebordskok” – manden der siden 1996 har været køkkenchef og direktør på Kong Hans. Så ved man allerede i indledningen, at skribenten har skruet hovedet lidt af, når han skal forholde sig til noget nyt og alternativt. Og det var da også lige før, jeg ikke orkede at læse kronikken, men den skal hermed anbefales, for det er altid spændende at læse om, hvad “man ved”, at stenaldermennesker rent faktisk spiste. Ikke hønseæg, frø og nødder, men skildpadder og sæler, ja, kort sagt alt der kan krybe og gå af animalsk.

Jeg fik da en trang til skildpaddesuppe og kom i tanke om, at det er længe siden, jeg har spist krybdyr. Det bliver et nytårsforsæt.

Godt nytår!
Godt nytår!

2 meninger om “Skildpadder og skrivebordskokke”

  1. Kære Signe – det er længe siden, jeg har skrevet på din blog, for du har én gang for alle konstateret, at jeg har misforstået “stenalderkost” og hensigten med den 🙂 Det er muligt, du har ret, men i så fald er det en bestemt, ordmærket “stenalderkost”, jeg har misforstået.

    Min opfattelse er, at hvis man ikke spiser autentisk (det ord har du tabuiseret, det ved jeg godt, men jeg vover alligevel pelsen) stenalderkost, så kan man ikke rigtigt bruge den viden om jægerstenalderen, vi nu engang har, til at argumentere for en nutidig, animalsk baseret kostplan. Fordi:

    Stenalderens kost ikke var fedt kød fra dvaske husdyr, og dertil milde, dyrkede kulturgrøntsager – men derimod kød fra vildt med ledsagelse af vilde, skarpe urter. Hvordan vi fordøjer den førstnævnte type kost ved jeg ikke rigtigt, om vi er kommet til endelig klarhed over, ud over, hvad den enkeltes erfaring siger ham/hende. Men at den anden er lettere fordøjelig synes at stå ret klart. Det er de skarpe urter, som ledsagelse til kød, der stadig udgør vores krydderilære. Og krydderilæren er opstået på baggrund af en erfaring og intuitiv viden om, hvordan man fordøjer kød bedst muligt, og er en del af en ældgammel overlevering fra stenalderen.

    Mon ikke stenalderfolket vidste noget, vi ikke ved (ligesom vi ved noget, de ikke vidste)? Jeg er ret overbevist om det. Så jeg vil hælde til, at vi skal skele til de beske og skarpe urter i vore nære omgivelser, og til det vilde kød (i Danmark jo altså ofte fisk og skaldyr) for at finde rette kombinationer af animalsk og urter. – At vi skal spise det, der findes naturligt i vores miljø, som jægerne og samlerne gjorde, kan vi jo let se af, at folk i nord kan fordøje kolossalt meget mere animalsk og fed mad, end vi hernede kan. Mens de i syd fint kan leve næsten vegetarisk. Der er en yin – yang akse mellem kilderne til D-vitamin i det solfattige nord og det solrige syd. Kosten i vore omgivelser befinder sig naturligt samme sted på den akse, som vi selv gør.

    Så der er måske alligevel grund til at skele til, hvad stenalderfolket spiste mere konkret, hvis man vil udlede et holdbart koncept af deres kostplan?

    Jeg har glemt, hvad det er, du plejer at indvende. Så jeg må lige have det repeteret 🙂

    Godt Nytår!

    Morten

    1. Kære Morten

      Man skal da se på, hvad stenaldermennesket spiste, men vi kan jo ikke spise som de gjorde. Højst lade os inspirere af deres sammensætning af kulhydrater/fedt/protein, dyr/urter osv.
      Det er jeg opponerer mod er, at kronikøren bruger ord som “fup” – han bruger en klassisk stråmandsargumentation, fordi han ikke har gidet at læse andre begrundelser for moderne stenaldermad end et forord i en kogebog.

      Sisson og Ballantyne anbefaler eksempelvis både og krybdyr og insekter samt at spise “snout to tail”, men med et glimt i øjet, for det går jo i den grad mod moderne (vestlige) konventioner. Og så anbefaler de, at man spiser, hvad man kan tåle – det er meget individuelt, hvad der er optimalt. Er der en fællesmængde i de bøger, jeg har læst, så er det: minimer sukker og korn. Og det er arkæologerne jo med på.

      Vh Signe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *