Tilbage til landsbyen

Mennesket er ikke bygget til storbyen. Da de tidligste mennesker jagede og samlede på savannen var det i små grupper: familier, jagtlejre, klaner og stammer. I vore dage udmærker landsbysamfund sig ved, at folk har mere tillid til hinanden, hvilket udmønter sig i mere frivilligt arbejde og foreningsliv.

Det skriver Cecilie Cronwald i Weekendavisen Ideer, 6. december 2013. Den handler om Oxford-professor Robin Dunbars forskning i evolutionær antropologi. Dunbar er kommet frem til, at der er grænser for, hvor meget fællesskab vi kan håndtere: Den menneskelige hjerne er optimeret til små grupper, hvor alle kender alle, og vi kan maksimalt rumme en “klan” på 150 mennesker. Dét er mennesker, som man kan have en gensidig, personlig relation til, hvor man hilser, når man mødes og har en nogenlunde opdateret viden om hinanden.

Tallet 150 – “Dunbars tal” – passer meget godt med vores brug af sociale medier, hvor 200 eksempelvis er gennemsnittet for antallet af Facebook-venner. Hvis du har mange flere, skyldes det groft sagt, at du enten har en unormalt stor hjerne eller et meget overfladisk kendskab til flokken – og det sidste vil sandsynligvis stresse dig!

Det er ifølge gruppepsykologerne ikke noget problem at bo i en by, ej heller en storby, hvis blot man kender de mennesker, der bor i opgangen eller i kvarteret. Men det gør de færreste i dag, fordi vi flytter os langt efter uddannelser, job og oplevelser. Vores familie og venner er spredt over store afstande, og det giver utryghed.

Storbyerne er kommet for at blive, men Robin Dunbar anbefaler, at man indretter sig i mindre grupper ved hjælp af arkitektur, der fungerer som små øer i det stor massesamfund. Dunbar nævner som eksempel de gamle kostskoler Eton og Harrows huse, som består af hver ca. 150 elever.

En smølfelandsby - det kan man lige overskue
En smølfelandsby – det kan man lige overskue

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *