Misforståelser

TV Avisen bragte et indslag om stenaldermad i går (20 min. inde). Flere og flere får øjnene op for, at man ikke skal basere sin kost på kornprodukter – “kostpyramiden skal vendes på hovedet”, som det hedder. Thomas Rode Andersen forklarer meget fint, hvad stenaldermad går ud på, og journalisten bringer så den obligatoriske kritik i form af et interview med Susanne Bügel fra Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet.

Det må skyldes DRs sammenklipning, at denne utvivlsomt meget kloge kvinde kommer til at fremstå som en ignorant. Jeg forventede en lovsang om fuldkorn til glæde for brødproducenterne, men det var en tynd kop the, Susanne Bügel serverede:

“Jeg er ikke helt sikker på, at vi skal have meget mere kød og proteiner, måske proteiner, men i form af en anden slags grøntsager,” sagde Bügel.

Som Thomas Rode Andersen viste i indslaget, består stenaldermad af kød, ja, og fisk og masser af grøntsager, urter, svampe foruden æg, nødder, rødder, frugt og bær. Nogle af os supplerer med fede mælkeprodukter i ny og næ; smør, ost, græsk yoghurt, piskefløde. Der er faktisk ikke tale om, at man vender kostpyramiden på hovedet, men at man erstatter kulhydrater fra kornprodukter med kulhydrater fra grøntsager. Derudover indebærer stenalderlivsstilen, at man motionerer – ikke superhårdt, men masser af langsom bevægelse, suppleret med lidt sprint og styrketræning. (Jeg går ud fra, at Susanne Bügel hentyder til bønner, når hun taler om “en anden slags grøntsager”? Nej tak – læs hvorfor bønner ikke er optimale i stenaldermad.)

Herefter går det helt galt for den hidkaldte ekspert, der tilsyneladende slet ikke har sat sig ind i, hvad stenaldermad går ud på:

“Det kan godt være, at det man kalder stenalderkost var godt for dem, der skulle overleve, reproducere sig, og så kunne de i øvrigt lægge sig til at dø. Men det er ikke godt, hvis man vil blive 90,” sagde Bügel.

Det er jo en ny variant af den gamle traver: Hvis stenaldermad var sundt, hvorfor var gennemsnitsalderen i stenalderen så lavere end i dag?!

Kan vi ikke én gang for alle blive enige om, at den lave gennemsnitlige levealder i stenalderen skyldtes børnedødeligheden, og at det var forbundet med stor risiko at jage og samle sin egen mad uden moderne teknologi, herunder medicin? Stenaldermennesker lagde sig ikke til at dø i en alder af 35, fordi de havde spist for meget protein.

Budskabet i Susanne Bügels udtalelse i den kontekst er: Hvis du vil blive 90 år, skal du spise kornprodukter hver dag. Hun bliver altså, indirekte, fortaler for den gamle madpyramide og de nuværende 8 kostråd. Det er synd, ikke mindst fordi eksperterne er ved at lave kostrådene om (efter al sandsynlighed ryger pasta og ris ud). Det sker i erkendelse af, at det må være dårlig rådgivning, når over halvdelen af befolkningen er overvægtig, og mange dør før tid af livsstilssygdomme, der sættes i forbindelse med inflammation.


9 meninger om “Misforståelser”

  1. Nemlig Signe! Vi er helt enige. Så ikke indslaget men tak for opsummering. Meget interessant. Men mest af alt ærgerligt med endnu et eksempel på, hvordan de såkaldte eksperter kan skabe (endnu) mere forvirring i stedet for klarhed, øv. Gode vibes, Helle

    1. Velbekomme, Helle

      Ja, det er egentligt ret typisk for mainstream mediernes brug af eksperter – ikke bare på ernæringsområdet. De politiserer og vildleder dermed mere end de vejleder.

  2. Hej Signe
    Vi så udsendelsen herhjemme og jeg synes at Thomas var den eneste fornuftige at høre på.
    Hende “eksperten”, hader det ord, sagde at “så bliver vi jo ikke alle 90 år” og jeg kunne bare ikke være med uenig. Her tænker jeg ikke kost, men bare almindelig livskvalitet. Bare fordi du bliver 90 år er det ikke ensbetydende med at du har et godt liv. Jeg vil personligt hellere leve livet med fuld skrue og så blive yngre. Forstår du hvor jeg vil hen? Ahrmen hun var da bare irriterende.

    VH Hanne

    1. Hej Hanne

      Ja – det var en meget ubegavet udtalelse, DR havde klippet ind – det er dumt, hun ikke sætter sig ind i sagerne først.

      Ernæringseksperter er bare en anden form for livsstilsguruer. Deres promovering af en bestemt livsstil er ok, hvis de var private konsulenter, arbejdede på et glittet magasin eller for en fødevareproducent, men som statsansat akademiker er det meget problematisk.

      Jeg ønsker ihvertfald ikke at betale skat til, at hun kan sidde der og bede mig om at spise stivelse.

      Som du selv antyder, får man en fornemmelse af, at de allerhelst vil anbefale noget, som smager rigtig kedeligt (med mindre det bliver tilberedt efter alle kunstens regler) – bønner, kikærter, linser, boghvede, bulgur osv. I deres øjne skal det helst gøre ondt at være sund. Men de får aldrig voksne mænd m/k til at spise den slags 🙂

      Vh Signe

      1. Hej Signe

        Undskyld jeg først svarer nu, det er jeg lidt træt af, for det er en god debat omkring hvad det gode liv er.
        Jeg har selv lige haft en igen på et kursus, og igen, sagde folk “Jamen hvor gammel er det lige stenalderfolket så blev” og “Et godt liv er når man bliver gammel”. I samme åndedrag siger de samme folk jo så at de ville ønske at de levede og spiste ligesom jeg.

        På det kursus fandt jeg ud af at min levemåde er ideologisk, fedt, vidste ikke at den måde jeg bedst kan leve på havde en kasse med et navn på.

        Det der med at “lev stærkt dø ung”, ved jeg ikke lige helt om jeg går ind for. Måske tager jeg fejl, men det lyder som om der er stoffer og alkohol med i det. Sex, drugs and rock’roll. Ikke lige min stil.
        Det jeg tænker omkring alder og og det gode liv, er at jeg hellere vil leve fantastiske 68 år end 90 halvlunkne. Det kan jo godt lade sig gøre at leve 90 fantastiske, der hvor jeg stejler er når hende fra klippet sætter lighedstegn mellem: godt liv = 90 år.

        Eksperter har vi bare for mange af. Folk er forvirrede over hvad de må og hvad de ikke må, det er superproblematisk i min verden, fordi vi ikke er ens. Vores kroppe er forskellige og derfor er det også forskelligt hvad vores maver kan nedbryde og hvad der gør den rolig.

        Jeg tror du ville interessere dig for et blog indlæg jeg har skrevet om et foredrag jeg var til om stenaldermad. Du kan læse den http://www.kunstnerkram.dk/#category11.
        Jeg brygger på et indlæg mere omkring det indlæg, så det vil nok også interessere dig.

        PS Fik jeg sagt at jeg er træt af mælke- og sukkerdiktatorerne Arla og Dansukker ?

        Jeg ville gerne skrive mere, men jeg skal lave stenalderfrokost til min søde veninde. Skriver mere senere.

        1. Hanne, tak for link, jeg er enig i det du skriver om eksperter, selvom der jo trods alt også findes fornuftige eksperter 🙂

          Dan Gardner skriver i Future Babble om to forskellige typer af eksperter; pindsvinet og ræven.

          Pindsvinet er skråsikker, hurtig på aftrækkeren og bygger sin rådgivning på én stor, flot teori – alle kendsgerninger, der ikke passer ind i den teori, bliver behændigt ignoreret. Pindsvinet er populær i massemedierne, men tiden viser som regel, at det har taget voldsomt fejl.

          Ræven er en tvivlende ekspert, som bygger sin rådgivning på flere forskellige teorier – og først og fremmest på kendsgerninger. Ræven får ikke så meget opmærksomhed, fordi den er kedelig, tør og saglig, når den kommunikerer. Ræven tager også fejl, blot ikke helt så ofte som pindsvinet.

          Det er ikke kun eksperternes egen skyld, at de har fået så dårligt et ry. Det er også måden de bliver ført frem i medierne som orakler.

          “At vide hvad man ikke ved, er dog en slags alvidenhed” (Piet Hein via Sokrates)

          1. Hej Signe

            Ok, vidste ikke at man kunne dele eksperter op i to grupper. Jeg kommer til at tænke på Piet van Deurs, når du siger tør og kedelig, men han fik vist meget opmærksomhed, det var bare mere det med at man griner af ham og ikke med.
            Næste gang jeg hører en ekspert, vil jeg have de to skovdyr i baghovedet.

            Problemet, udover det jeg allerede har skrevet, er at det jo som sådan ikke er en beskyttet titel, ligesom så mange andre heller ikke er det. Det virker lidt til at mange sådan mere eller mindre kan erklære sig for ekspert. Faktisk, hvis vi skal være ærlig, så kender jeg det jo også godt fra mig selv. Jeg synes jeg ved meget om madlavning og hunde. Så giver man lige et par gode råd og føler sig som en verdensmester, men hvor så nogen erklærer sig ekspert, bliver jeg bare glad, hvis folk kan bruge mine råd.

            I dag lever vi i informationssamfundet, hvor vi konstant bliver bombet med informationer, larm og ting der skal vejes, måles og tages stilling til, de indtryk vi fik for 1 sekund siden er ikke blevet bearbejdet, inden der kommer et nyt i næste sekund.
            Vi er blevet så vant til at blive styret rundt af eksperter, lytte til andre, at vi ikke lytter til os selv. Vi drukner i perfektion, krav fra andre, på jobbet, hjemme, partneren, børnene, ja selv hunden kræver opmærksomhed.
            I alt det her er det utrolig nemt at miste sig selv, få stress, som kan ende i en depression. Oveni alt det er der et kæmpe fokus på udseende.

            Jeg har på fornemmelsen at mange folk har mistet sig selv, ikke kan mærke sig selv, hvad de vil, hvor de vil hen og derfor lytter så mange til eksperter.

            Hov – det blev sgu et langt indlæg – “somebody stop me”.

            I dag har jeg opdateret min blog igen. Du kan læse denher
            Den omhandler nogle tanker om stenaldermad.

  3. Hvor er det typisk at de er så blæste. Hvad med om de satte sig lidt ind i tingene før de bare står og knævrer? Jeg hører også tit folk sige at de gerne vil være gamle. Jamen hvor godt er det lige gamle mennesker generelt har det i dag? Ja i stenalderen døede folk af mange ting, sult, kulde, rovdyr osv. men det sidste de døede af var nok kræft og blodpropper, og jeg tvivler også på at halvdelen af dem rendte omkring med diabetes.

    Men jeg forstår heller ikke når folk siger de hellere vil spise en kost de får det godt af, men dør rimelig unge af, end at bare blive gamle og have det dårligt. Jo det ville jeg da også hellere vælge, hvis det ellers var et valg, men problemet er jo så bare at de to ting ikke hænger sammen. Hvis man får det godt af en kost, hvorfor i alverden skulle man dog så dø ung? Hvad skulle man dø af? Hvis kosten forhindrer sygdomme, ja så forhindrer den jo altså også tidlig død.

    Jeg forstår heller ikke de bliver ved og ved at anbefale det næringsløse korn. Det er fyldt med antinutrienter der hindrer optagelsen af vitaminer og mineraler, og så er det også fyldt med lektiner der danner klumpende blodplader. Men husk nu, det er fedtet folk dør af!

  4. Hvis Susanne Bügel vidste noget om ernæring, hvorfor er hun så ikke normalvægtig?
    Hvis man vil have lødig information om kost – der ikke er betalt, manipuleret eller dikteret af hverken mejeriforeninger, landbrugsforeninger eller medicinalindustrien, er det her:
    PCRM.org
    Prøv at lægge mærke til, at alle PCRMs eksperter er normalvægtige og ser sunde ud.

Lukket for kommentarer.