Kitavastudiet

Politiken bringer i dag artiklen Forsker bakker op om fortidskost-trend. Den svenske læge Staffan Lindeberg forsøgte i 1989 at dokumentere, at mennesket er genetisk tilpasset stenaldermad og undersøgte derfor sundhedstilstanden hos ca. 200 mennesker på øen Kitava øst for Papua Ny Guinea i Stillehavet. Kitava var et af de allersidste isolerede steder på jorden, hvor folk stadig levede som jægere og samlere. Kitava-folket spiste fisk og skaldyr, rodfrugter, rødder og frugt på en bund af kokos.

Ingen hjertesygdomme

“Hvad der var så slående, var, at de aldrig havde hørt om folk, der bare pludselig faldt om og døde, sådan som ældre gør, når de får et hjerteanfald. Folk døde pludseligt, hvis de faldt ned fra kokospalmer. De havde heller ikke hørt om pludselige brystsmerter, eller at man kunne miste førligheden i en arm eller miste talens brug, sådan som der sker, når folk får slagtilfælde”, siger Staffan Lindeberg til Politiken.

Staffan Lindeberg fandt hverken hjertesygdomme, diabetes, astma, podagra eller alderdomsrelateret demens hos folk på Kitava, som i øvrigt heller ikke var plaget af akne. Her døde man af infektioner, svære fødsler og slet og ret af alderdom.

Kitavastudiet er blot én af flere studier af oprindelige folk, der stort set er fri for vestlige sygdomme, fra masaier til inuitter. Skeletterne fra den ældre stenalder – før kornproduktionen – vidner da også om en befolkning, der var overraskende sund. Teorien er, at sukker og kornprodukter skaber betændelsestilstande i kroppen og ødelægger appetitreguleringen.

Små forsøg med stenaldermad

“Staffan Lindeberg har sammen med kolleger fra universitetet i Lund udført flere små forsøg. I et forsøg blev 29 patienter med type 2-diabetes eller forstadier til diabetes samt begyndende hjertesygdom sat på enten såkaldt middelhavskost rig på fuldkorn, planteolier, fedtfattige mælkeprodukter, frugt og grønt eller på stenalderkost. Patienter på stenalderkost fik på tre måneder deres diabetes betydeligt forbedret. I et andet forsøg blev stenalderkosten testet over for den lavfedtdiæt, der anbefales folk med sukkersyge. Stenalderkosten gav større vægttab, lavere blodtryk, bedre kolesterolniveauer og bedre blodsukkerniveauer end sukkersygekosten,” skriver Politiken.

 

Her tænker du på “Kitavastudiet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *